Boom Clap Bachelors
Hvis man skal tro trendspotternes krystalkugler, kommer Boom Clap Bachelors til at sætte et solidt fingeraftryk på 2008 med deres stilsikre miks af downtempo electronica, soul og danske tekster. At den toneangivende engelske DJ Gilles Peterson har dem på sin personlige hitliste, skader jo heller ikke ligefrem hypen.
Og man må da også lette på hatten for BCB’s forsøg på at skabe sin helt særegne lyd. Der søges tilbage til den danske pops guldalder i 80’erne, men ikke den smarte og trendy af slagsen. Næh, her trækkes uden skam på Danseorkestret, Rocazino og Tøsedrengene kombineret med skiftevis soulet kvindevokal og ditto mandefalset.
Det langsomme tempos indbyggede opfordring til tålmodighed giver dog desværre for sjældent udbytte som fortjent. I første omgang forføres man af den gennemført lækre produktion, men efterhånden glider de fleste numre ud af hovedet igen som bøffer af en teflonpande. Der er ganske enkelt for få modhager til at holde på opmærksomheden. Og når de dukker op, som det skæve beat i slutningen af ‘Combiner’, får de ikke plads til at udfolde sig.
Det er prisværdigt, at der eksperimenteres med elektronisk popmusik i Danmark, og flere steder, som i den smukke ‘Vuggevise’ og den let fjollede kagepopsang ‘La Glace’, falder forsøget da også heldigt ud, men alt i alt bliver udløbsdatoen på ‘Kort Før Dine Læber’ nok kortere end forventet.