Blood Red Shoes

Blood Red Shoes’ smadrede og vrissende garagerock og dreng/pige-besætning er henkastet blevet sammenlignet med White Stripes. Sikkert til stor irritation for bandet, der minder mere om punkbandet Fugazi eller riot grrl-rock som Sleater-Kinney og Bikini Kill. Der har været en lille buzz i NME om Blood Red Shoes, og man kan godt forstå hvorfor, for der er knald på musikken.

Mere sløjt står det til med deres sans for melodier. Faktisk er det kun en håndfuld sange, der ikke ville have nydt godt af redigering, hvilket er ganske forbløffende, da albummet ellers har været undervejs et helt år.
‘Say Something, Say Anything’ rammer som det eneste nummer klokkerent. Det skurrer i ørene på den forkerte måde, at sangene er så ufærdige. Det er nemlig hverken slidt, kludret eller primitivt nok til at kompensere for afsavnet af noget bare lidt iørefaldende.

»Trying so hard to be listened to«, synger de på ‘Try Harder’, og i stedet for at være satirisk skyts fra undergrunden, ender det på sørgelig vis med at fortælle en hel del om dette album.