Interpol – no alarms and no surprises

Det var business as usual, da Interpol indtog Trains scene med vanlig coolness og forsinkelse. Den meget lidt talende Paul Banks i midten flankeret af den bevægelige guitarist Daniel Kessler, og den inderligt, indesluttede bassist Carlos D, der kun en sjælden gang kigger ud mod publikum. Sam Fogarino tætte trommespil er kittet, der holder det hele sammen, og den ekstra prik over i’et kommer fra den velklædte keyboardspiller Farmer Dave, der giver Interpols kliniske lyd lidt varme og nærvær. En formel, der har gjort Interpol til et verdensnavn, og velnok et af Trains største navne gennem tiderne.

Bandet kan deres kram, og spiller tight og kontrolleret. Ind imellem brydes perfektionen af lidt guitarfeedback, eller aggressivt spil fra Kessler, men der er generelt ikke en finger at sætte på skarpheden og det tekniske, omend bandet enkelte gange løsnede en smule mere op end vanligt.

Den helt store oplevelse var guitarist Kessler, der nærmest føler tonerne ud af sin guitar, og med sin skiftevis rokkende og dansende gang på scenen lever sig helt ind i det Interpol’ske univers. I åbningsnummeret ‘Pioneer to the Falls’ kunne det næsten fornemmes, hvor meget han mener hver eneste intro-tone, og det sublime sammenspil mellem Kessler og Banks guitarfigurer giver sange som ‘Slow Hands’, ‘Roland’ og ‘Mammoth’ et umiskendeligt drive, som det er svært ikke at overgive sig til.

Men det snigende spørgsmål under koncerten vedblev, om én liveoplevelse med Interpol er nok, for har man set én koncert, har man måske set dem alle? Oplevelsen har utvivlsomt været større for en førstegangskoncertgænger, da bandets virkemidler tilsyneladende ikke ændrer sig fra koncert til koncert, og den sikre formel satses der benhårdt på. Studieudgaverne af sangene og enhver detajle følges slavisk, og her kunne lidt livekompositorisk mod have brudt perfektionen og løftet bandets ellers stærke sange op i et højere luftlag. Der er med andre ord ingen overraskelser eller afvigelser fra formlen, og det bliver derfor en forudsigelig koncert, hvis man før har stiftet livebekendtskab med New York’erne.

Det skal dog ikke tage noget fra bandets generelle performance, for den var trods alt stærk og nærværende, og når man kan få selv Trains scenevagter til at rocke med, så har man da gjort noget rigtigt.