One Day As A Lion ‘One Day As A Lion’
Med en musikalsk guerilla-krigers sans for det afvæbnende moment, er den tidligere Rage Against The Machine-forsanger, Zack de la Rocha, pludseligt tilbage på musikscenen. Ikke med det solo-album, der har været ventet, siden RATM brød op i 2000, men i stedet med ‘One Day As A Lion’, et projekt og en ep lavet i samarbejde med den tidligere Mars Volta-trommeslager Jon Theodore. Og den helt store overraskelse er, at det faktisk slet ikke er helt dårligt, og at det (næsten) ikke får én til at tænke på RATM.
De to herrer formår alene med en mikrofon, et trommesæt og nogle få keyboard-flader, at skabe et univers, der udover at være usandsynligt groovy, dyrker en fascinerende skrabet, rå, mørk og abstrakt æstetik. Jon Theodore viser med al tydelighed, hvorfor han regnes for en af sin generations største trommeslagere, og det er interessant at høre ham uden for Mars Voltas prog-univers. Samtidig er det tydeligt, at mens Zack de la Rocha tekstmæssigt stadig befinder sig i det samme proto-revolutionistiske univers, så er han faktisk vokset en hel del som vokalist siden Rage-dagene, med både et væsentligt mere varieret flow og udflugter ud i melodiske omkvæd.
Tiden vil vise, om ‘One Day As A Lion’ bliver en enlig, kreativ skudsalve fra Theodore og de la Rocha, eller om de har mere i magasinet. Men der er ingen tvivl om, at der helt klart er potentiale til meget mere i de dystre og stemningsmættede kulisser og skitser, som duoen bygger op på den korte debut.