Neal Casal

Selvom Neal Casal i alle dage har været en habil sangskriver med et godt øre for klassisk countryrock, har han siden sit 13 år gamle debutalbum levet et liv i skyggen af Ryan Adams. På godt og ondt har han manglet Ryan Adams’ evne til at iscenesætte sine egne dæmoner og pisse sit eget rygte op og ned ad ryggen under stor mediebevågenhed. Men i stedet for at være kendt som Californiens egen Ryan Adams-klon valgte han at slutte sig til førnævntes backingband The Cardinals i 2005.

At den karriere er slut nu, hvor Ryan Adams tilsyneladende har fyret Neal & co., er ikke nogen katastrofie. At dømme ud fra ‘Roots & Wings’, Neal Casals niende soloalbum, er vi nemlig langt bedre tjent med Neal Casal som herre i eget hus. Med udgangspunkt i 70’ernees sydcaliforniske countryrock, præsenterer han den ene træfsikre og tilbagelænede ballade efter den anden, til tider med lidt for meget lånt fra den tids navne som Flying Burrito Brothers, Poco og Jackson Browne, men aldrig overflødigt.

På de fleste sange – den besynderligt opløftende ‘The Losing End Again’, den klokkeklare popsang ‘Hereby the Sea’ og den næsten Ryan Adam’ske ‘Back to Haunt You’ som de bedste eksempler – griber man sig i at tænke, at selv ikke The Eagles kunne have gjort det bedre i deres tidlige storhedstid. En vanvittig flot plade fra en kunstner der har spildt alt for mange år i skyggen.

Neal Casal. 'Roots & Wings'. Album. Näive/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af