Girl Talk – fest for de indviede

Vega Natklub havde rykket en scene ind midt i Store Vegas sal og præsenterede fredag aften et festligt lineup, hvor Lucy Love var imponerende cool, og Fagget Fairys lagde brænde på bålet ved deres blotte tilstedeværelse.

Klokken blev derfor tre, før hovednavnet Girl Talk aka Greg Gillis hoppede op på sin laptop og satte gang i sine iørefaldende dansemiks. En del af det unge publikum med store briller og unisex-t-shirts havde desværre danset færdigt på dette tidspunkt, så Store Vega var langt fra fyldt.

Girl Talk begyndte sit turbo-mashup, og folk rykkede helt tæt på den centrale scene, flere stod faktisk på scenen og omringede den spinkle Gillis i hans lille pyramide af grønt laserlys. Festløverne tættest på festens epicenter dansede amok med begge arme over hovedet. En, for mit vedkommende sjælden oplevet, intens festlig stemning, og der er ingen tvivl om, at Gillis’ frække, og til tider nærmest respektløse, sammenblanding af hits fra alle genrer er forrygende festlig.

Men hvis mashup-konceptet med den koncentrerede festudladning skal holde live, så må flertallet være med i festen. Og det var flertallet ikke, gennem et sæt der varede en god times tid. Hvad hverken Gillis eller hans nærmeste festkumpaner rundt om scenen lagde mærke til var, at udvandringen fortsatte, og en betragtelig del af publikum blev efterladt med fødderne plantet i jorden og trætte øjne. Klokken var mange, og langt fra alle var fanget af mashup-manden, der holdt en eksklusiv fest uden at fastholde et samlet publikum gennem sit sæt.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af