Handsome Furs
Alarmklokkerne begynder som regel at bimle, når et ægtepar giver sig til at lave musik sammen. For det ender ofte med noget sukkerstads, som burde være holdt hjemme i sovekammeret. I tilfældet Handsome Furs kan alarmen dog afblæses. Her er sukker skiftet ud med slagkraftig whisky inklusiv kantet eftersmag.
Det er canadiske Dan Boeckner, som også er frontmand i Wolf Parade, og hustruen Alexei Perry, der udgør Handsome Furs, og sammen har de skabt albummet ‘Face Control’, der musikalsk er skåret ind til benet. Det er kun det allermest nødvendige, der står tilbage, men albummet rummer alligevel solid pondus. Det er blandt andet de samfundssatiriske tekster, som prikker drillende.
Hvor Wolf Parades musik er meget detaljerig, er Handsome Furs’ nærmest det modsatte. Her består lydbilledet hovedsageligt af knaldskæve elektroniske beats fra Alexei Perry og Dan Boeckners forvredne, beskidte guitar. Én ting har Boeckner dog taget med fra Wolf Parade. Det er sansen for den gode melodi, og alene dét er med til at gøre ‘Face Control’ til et godt album. Eksempelvis består ‘Radio Kaliningrad’ udelukkende af et latterligt simpelt beat, en forvrænget guitar og Dan Boeckners flossede vokal, men melodien sidder bare lige i skabet, hvilket gør det svært at ignorere sangen. Det er simple virkemidler, men duoen får virkelig meget ud af lidt.