Karen
Det er fem år siden, vi sidst hørte noget til Karen, og selvom hendes nye album er fyldt med r’n’b-klicheer, så betyder hendes intense vokal, charmerende selvtillid og oprigtige ærlighed, at det er et kærkomment gensyn.
Præcis som på sine to forrige album er Karen i harmoni med tidens musikalske trend, og derfor bevæger hendes r’n’b-lyd sig ind på et mere elektronisk spor, der bedst kan sammenlignes med Timbalands seneste poprevolution. Det er førstesinglen ‘Sækken i katten’, som med sine moderigtige synths og hurtige trommerytmer uden tvivl vil hærge natklubberne rundt omkring i det danske land, et glimrende eksempel på.
Selvom nummeret også er med til bekræfte hendes talent som r’n’b-sanger, så kommer Karens intense og forførende vokal langt mere til sin ret på balladen ‘Kan du høre mig’. Her kan hun nemlig ikke gemme sig bag hit-venlige produktioner. Her udstilles alle hendes skrøbeligheder, og det gør det ærligt og rammende.
Albummet er ikke specielt originalt, men for én gangs skyld betyder det ikke noget, for Karens fokus på det kvindelige skaber den nødvendige røde tråd. Derimod har hun et problem, når hun forsøger sig med enderim, og man kunne godt have ønsket sig flere numre, hvor hendes vokal havde fokuseret på det intense frem for på skrig og skrål.