Brother Ali
Den blonde kleppert barsler med opfølgeren til det roste album ‘The Undisputed Truth’ fra 2007, som forventes at udkomme til efteråret. Men inden da får vi et minialbum bestående af to b-sider og syv numre, der ikke tidligere har været udgivet. Det lugter lidt af et overskudsalbum, der bare skal holde gryden i kog, men et par fine numre redder en lidt lunken udgivelse dens berettigelse.
Brother Alis største force som rapper er den troværdighed, han indgyder hos lytteren. Med sin selvbiografiske og udleverende stil har han på tidligere sange skilt sit liv i atomer og langsomt genopbygget det igen. Den ærlighed demonstreres kun rigtigt på ’Philistine David,’ hvor han tager os med på en rejse tilbage til teenage-alderen i Minneapolis. Det er den klassiske historie om at blive voksen i barske omgivelser, men Ali’s ord og indlevelse gør fortællingen til et frustreret bevis på menneskets udholdenhed. Et andet højdepunkt er ’The Believer,’ hvor labelmate Slug løfter begivenhederne med vanlig overskud.
På producersiden har Ali endnu engang teamet op med Ant fra Atmosphere, og den cocktail fungerer stadigvæk, selv om Ant på ingen måde imponerer her. Soul- og funk samples over tørre trommeloops er perfekt underlægning til Ali’s stemme, men samtidig den sikre løsning. Man kan kun håbe på, at de to herrer har lidt flere overraskelser og tør udfordre hinanden mere på det kommende album.