Jason Lytle
Ja, det er let at være skeptisk, når endnu en frontmand bryder ud i solosang. Tænk bare på Depeche Modes Dave Gahan eller Suedes Brett Anderson. Ak, det var ikke kønt. Men det er en ganske anden historie med det amerikanske indieband Grandaddys forsanger og bagmand Jason Lytle, som netop har udgivet sin solodebut ‘Yours Truly, the Commuter’. Alt det bedste fra Grandaddys alternative takter i en mere eftertænksom og mild indpakning er, hvad Lytle tilbyder os.
Den amerikanske sangskriver eksperimenterer ikke synderligt på sin solodebut men holder sig inden for sit velkendte lydterritorium: Lo-fi-indie. Og som altid er Lytles stemme underspillet og rolig. I en gråzone mellem Death Cab for Cuties kølige depressioner og Spiritualizeds og Jason Spacemans hjerteskærende sødme befinder disse 12 fine skæringer sig. Skæringen ‘Brand New Sun’ er en optimistisk ørehænger, selvfølgelig med vanlig hang til melankoli. Og ‘Birds Encouraged Him’ falder uden tvivl i kategorien af de bedste sange, der nogensinde er sluppet Lytles hånd.
Koges der suppe på gamle ben? Måske. Men det korte af det lange er, at Lytle har begået et smukt album. Det er en fryd for øregangene at lytte til hans lyse, men melankolske popmelodier. Et ambitiøst, men aldrig krukket udspil.