Florence and the Machine – til disco i elverland

22-årige Florence Welch var klædt på til disco i elverland med guldpaillet-besatte hotpants og sorte, flagrende transparente gevandter på sine tynde dame-arme, da hun lørdag eftermiddag indtog teltscenen på Beatday med respektindgydende fraseringer, et stensikkert talent og en håndfuld rigtig gode sange, der dog stak i lidt for mange retninger.

Åbningsnummeret ‘Between Two Lungs’ efterlod som udgangspunkt ikke et strejf af tvivl. Florence har en fuldstændig fantastisk stemme, og hun er ikke bange for at skrue op for et drama af allerhøjeste kaliber. Med sine flammende, højorange lokker, en effektiv vindmaskine og på alle måde store armbevægelser fik hun sat en stor, fed streg under, hvorfor hun har nydt sammenligninger med pop-koryfæer som Annie Lennox og især Kate Bush. Men der er ingen tvivl, om at Florence er sin egen. Det ene øjeblik fniser hun forlegent som en skolepige over publikums hengivne klapsalver. Det næste øjeblik står hun med dramatisk udstrakte arme og et dødsens alvorligt udtryk i øjnene og synger med et decibelniveau, der kan tvinge en døv mand i knæ.

Live er Florence akkompagneret af et fem mand højt band, som sammen med hovedpersonen fik sendt klokkerene hits som ‘Drumming Song’, ‘Dog Days Are Over’ og Florences egen favorit ‘Cosmic Love’ op i Valbys højere luftlag. Men Florences repertoire er stadig begrænset til debutalbummet ‘Lungs’, der – ligesom koncerten – lider under at ville lidt af det hele. Nok fordi Florence ganske enkelt kan synge det hele. Nu skal hun bare finde ud af, hvad det er, hun virkelig vil.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af