Islands
Canada har i de seneste år spyttet store indienavne ud i dusinvis, og Islands er et af dem. De lægger sig lydmæssigt tæt op af landsmændene i Wolf Parade – de er bare mere poppede. Der er trommemaskine, lo-fi-guitarriff, synthesizere og en halvt desperat, halvt fimset vokal.
Det er de midler forsanger og guitarist Nick Diamonds og hans følgesvende gør brug af, når de tager lytteren med til indiens land. For selvom Islands oftest bygger deres musik med poppens mursten, så beviser de på ‘Vapours’, at de også kan navigere i mere rockede, støjende og eksperimentale territorier.
Men man skal være tålmodig, for albummet giver først igen, efter at man har overstået og overlevet dets tre første overpoppede numre, og fjerde skæring ‘Devout’ mod sin slutning eskalerer i et tempo, der burde kunne gøre mathrockerne fra Foals stolte.
På den storslåede ‘Everything Under Control’ bevæger gruppen sig hurtigt ud i en omgang blød støj. Tunge trommeslag dunker dybt i baggrunden, mens en falsetagtig vokal ligger oven på flere lag af guitar og synth. Det fungerer eminent, og det er interessant at tænke på, om det mere eksperimenterende er den vej, Islands skal køre ad, næste gang de sidder i bandbussen.