Midaircondo
Det elektroniske møder det klassiske og akustiske i disse kvinders blondede rokokounivers. Og sød musik opstår. Her i form af særegne kompositioner af laptop-lydsfærer, jazzede elementer og poetiske tekstbider fremført af hviskende, hvæsende og blide vokaler. Det smukke brydes af skurrende, uidentificerbare lyde optaget på det turnéliv, den svenske duo har ført, siden debuten ‘Shopping For Images’.
‘Curtain Call’ har været fire år undervejs og udkommer på eget nystiftet pladeselskab. Lisa Nordström og Lisen Rylander Löves lyd har en excentricitet og sælsomhed, som kan sammenlignes med CocoRosie og Björks mere stilfærdige sider, om end Midaircondo har en markant kølig elegance. Måske endda en indadvendt distance. I alle fald noget meget skandinavisk klingende, afbøjet af noget romantisk. En nordisk melankoli.
Den svævende lejlighed tager sig mest nærværende og interessant ud på numre som ‘Come With Me’ og ‘Glowing Red’, hvor det svævende, rene og drømmende, brydes af jordnær percussion og rustne mekaniklyde. Eller på en håndfuld af albummets øvrige skæringer, når det klinisk elektroniske akkompagneres af en utidig sax. Og ploplyde. Og basfløjte. Og klirrelyde. Og citar. Her opstår Midaircondos facetterede, feminine og detaljerige soundscapes, som må lade os konstatere endnu engang, at vores land har en særdeles talentfuld overbo.