OM

De sidste fire-fem år har der ikke været mange bands, der har spillet tungere riffs end OM. Det fik duoen Al Cisneros og Chris Hakius, der i de gode gamle dag udgjorde rytmesektionen i det hedegangene, men med rette legendariske doom metal-band Sleep, i den grad også kredit for i metal- og stonerrock-kredse. Historierne melder endda om døve fans af de afgrundsdybe grooves. Man føler et godt Cisneros-riff.

Sidste år forlod Hakius imidlertidigt trommerne i OM, og selvom Emil Amos, der har overtaget dem, er kendt fra ligeledes velrenommerede bands som Grails, så har det nye OM noget at bevise. Det er nemlig ikke alene den nye konstellations første studiealbum. De har også valgt at kalde det noget så, i hvert fald i metalkredse, untrue som ‘God Is Good’.

Men den gudsforherligende titel til trods skal man være en usædvanligt sammenbidt metaller for at slå hånden af Cisneros tonsertunge stonerriffs. Han er stadig verdensmester i hypnotiske post-Sabbath jordskælvs-riffs, og selvom Amos banker mindre hårdt på trommerne, end Hakius gjorde, er der altså absolut ikke gået sunshine-pop i OM. Om noget fungerer Amos bedre. De langstrækte grooves er måske nok blevet en anelse mindre kompromisløse, men Amos mere løse spil har til gengæld tilført dem en dynamik, der gør dem mere vedkommende og hypnotiske end nogensinde tidligere.

Det går imidlertid for vidt på ‘Cremation Ghat I’ og ‘Cremation Ghat II’, der lukker albummet og tilsammen udgør lidt mere end otte af de i alt kun 34 minutters musik. Cisneros og Amos har med arabisk-klingende rytmer og melodier slupper deres indre hippier løs, og resultatet er en underlig tegneseriemetal, der muligvis har været en god idé på papiret, men som ikke i praksis er i nærheden af niveauet fra resten af albummet. Det ændrer dog ikke ved, at OM stadig er en duo med to af stoner-genrens bedste musikere, og at de første to tredjedele af albummet unægteligt er blandt det absolut bedste i OM’s diskografi. Om man er døv eller hørende, så føler man stadig OM.