Washed Out
Om det er gennemtænkt eller tilfældigt er sådan set lige meget. For amerikanske Ernest Greenes debut-ep er nemlig så gennemført midsommer-agtig, at det næsten er for meget: Det udvaskede bandnavn, slacker-titlen ‘Life of Leisure’ og det let slørede cover med en ung badenymfe. Læg hertil seks numre af romantisk beach-synthpop med drømmende shoegaze-aner, plus det faktum at ep’en er udgivet på pladeselskabet Mexican Summer, og du sidder tilbage med en udgivelse, der næsten ikke kan være andet end speciel.
‘Life of Leisure’ er utvivlsomt noget af det bedste, der er født ud af sommerens dreamwave-kategorisering. Og på trods af at Greene kun har beskæftiget sig med Washed Out i et halvt års tid, er det nogle fantastiske melodier, han har hevet ud af ærmet (eller samplet for den sags skyld). Ep’en er samtidig tilpas varieret, og mens ‘New Theory’ og den æteriske ‘Feel It All Around’ er slæbende og skrabede, er ‘Hold Out’ og det disco-inficerede højdepunkt ‘You’ll See It’ mere dansevenlige og uptempo.
Greenes ekkofyldte vokal og soveværelses-produktion fuldender universet, og ep’ens eneste minus er, at halvdelen af sangene slutter lettere abrupt og demo-agtigt, hvilket indtil videre kun har virket for The Strokes på ‘Is This It’. Washed Out er dog et ekstremt lovende projekt, Greene en talentfuld knægt, og at han har kreeret en debut-ep uden et eneste dårligt nummer, skaber selvsagt også høje forventninger til et kommende album. Lad os håbe, han kan leve op til dem.