The Dodos – forsinket folkrock

Selvom The Dodos mest af alt ligner tre gymnasieelever, vidner deres to anmelderroste studiealbum om, at de trods deres unge alder allerede er nået usædvanligt langt. Med vibrafonist Keaton Snyder som nyeste medlem har gruppen fået en opgradering til halvpsykedelisk folkrock, og med det in mente skulle gruppen denne støvregnende tirsdag vise, om det særprægede udtryk kunne stå distancen live.

Et halvmudret og skævt lydniveau gav den forsinkede koncert en lidt tumult-agtig start, men der skulle dog kun gå numre, før lyden blev justeret til, så koncerten for alvor kunne komme i gang. Frontmand Longs hurtige guitarfigurer og trommeslager Kroebers velvarierede rytmeudskejelser skulle vise sig at blive de bærende faktorer i en koncert, hvor Snyder kun i få sange fik ordentlig plads på vibrafonen. De få gange, hvor han fik plads, var til gengæld aldeles formidable, som på den vokalsamplende ‘Two Medicines’ og den fremragende ‘Fools’-intro, hvor også Long assisterede. Det skabte en kærkommen variation, da de simple sangopbygninger ikke altid fungerede lige godt trods ekvilibristisk guitarspil fra den unge frontmand.

Publikum var da også temmelig stilstående under det meste af koncerten, og selvom lidt trommehjælp fra Snyder gav flere numre et ekstra kick, var det ikke helt nok til at forhindre en mindre udvandring før koncertens eneste ekstranummer. Det var dog nok i højere grad, fordi klokken nærmede sig et, for nogen kedelig koncert leverede den unge trio ikke. Men lidt mere variation havde været velset.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af