jj
I løbet af de sidste par år har et kvalitetsstempel fra svenske Sincerely Yours i min bog sat et betydeligt dybere mærke end de fleste andre. Pladeselskabet, der for en håndfuld år siden blev grundlagt af de to gæve gutter fra The Tough Alliance, har specialiseret sig i en original form for svensk popmagi krydret med eksotiske sommerinspirationer. Og debuten fra den mystiske duo jj er bestemt ingen undtagelse.
For det er virkelig fremragende det her. 27 minutter i selskab med alt fra baleariske toner, afropop, akustisk folk og stener-stemning toppet med en yderst feminin og længselsfuld vokal fra den anonyme kvinde i front. Her er således både svensk twee, når det er bedst, på ‘Me & Dean’ og ‘Are You Still in Vallda?’, bundcharmerende calypsopop på ‘From Africa to Málaga’ og ‘Masterplan’ og ultra-melodiøst mellemspil på ‘Intermezzo’.
Højdepunktet må dog være ‘Ecstasy’; en unik og tågefyldt genfortolkning af Lil Waynes ‘Lollipop’ med slæbende beats og hiphop-swag lige i albumcoverets ånd. Og netop denne afveksling gør albummet, til trods for den korte spilletid, til et begivenhedsrigt og hypnotiserende indblik i et enestående musikalsk univers, hvis nærmeste slægtning må være en sukker-glaceret version af duoens label-mates Air France.
jj passer som fod i hose i Sincerely Yours’ magiske stald, og lad os bare sige, at jeg i den grad glæder mig til at se, hvad både duoen og pladeselskabet finder på næste gang.