Daedelus
Amerikanske Daedelus er en af den slags artister, der er umulige at sætte i bås. Han bevæger sig som regel indenfor electronica-genren, men det er aldrig til at vide, hvad der venter én, når der kommer et nyt udspil fra hans side.
På sin nye ep ‘Righteous Fists of Harmony’ lægger Daedelus ellers forholdsvist ‘genkendeligt’ ud med den dragende og mørke åbner ‘An Armada Approaches’. Den ligger fint i tråd med hans seneste basfikserede langspiller ‘Love to Make Music to’. Allerede på næste lille mellemspil ‘Tidal Waves Uprising’ aner man dog, at der er noget nyt under solen, når latinamerikansk guitarklimpren blander sig i lydbilledet.
Det latin-inspirerede får fuldstændigt overtaget på de dejligt tilbagelænede, ja nærmest poppede perler ‘Order of the Golden Lawn’ og ‘Succubing to’ med henholdsvis Laura Darling og Kid A på vokal.
Ep’en er som helhed et af de mest tilgængelige værker fra Daedelus’ side. Selv om det kan lyde corny at gå på strandhugst i det latinamerikanske, er sangene gennemsyret af en mere eller mindre underliggende drømme-agtig tilstand, der gør værket til en interessant lytteoplevelse, men ikke noget mesterværk.