Spot Festival 2010: Betting on the Mouse – imponerende klunsermusikanter

Der findes koncerter, som man halvvejs inde i første nummer tror, man kan regne ud. Koncerter der er komplet forudsigelige og jævne. Betting on the Mouse modarbejdede det fænomen med en af festivalens mest alsidige optrædener.

Fra starten var forsanger Martha Marie Skous vokal vild og retningsløs oven på de dystre twang-guitarer og de lige så vilde trommer, der dominerede lydbilledet med voldsomme rundgange. Det taget i betragtning var starten en anelse kedelig, men kun fordi de umiddelbart efter det fandt det ene sære instrument efter det andet frem og sørgede for, at lydbilledet holdt sig sitrende frisk og alsidigt.

Bandet dækkede nemlig hele spektret: Fra de nøgterne øjeblikke med hviskende bækkener og slæbende bas over rendyrket støjinferno til en form for afdæmpet avantgard-jazz, hvor saxfonisten den første halvdel af sangen stod dybt koncentreret med et stykke plastik, som han knitrede op i mikrofonen. Der var endda tid til, at det fem mand store band for et kort øjeblik blev til en melodika-kvartet.

Desværre var der mellem de mange spændende og interessante indslag også kedelige øjeblikke, hvor bandet nøjedes en mere jævn form for rock. Derfor vil det klæde dem frem over at sortere i materialet, så deres fint opbyggede og indøvede sange hæver sig fra det gode til det glimrende.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af