Karen Elson
Forhåndsprognosen er ikke for god. Karen Elson, verdensberømt supermodel og oprindelig fra England, spiller americana med Jack White, som hun i øvrigt er gift med, i producerstolen og bag trommerne. Man bliver ligesom på forhånd irriteret, når de smukke og rige skal spille blue collar music. Men albummet, hvis titel sjovt spiller på hovedpersonens spøgelsesagtige fremtræden, er faktisk langt hen ad vejen et upåklagelig stykke genremusik, som ingen rootsmusik-entusiaster kan eller skal pege fingre ad.
Elsons debut i eget navn er en temmelig underspillet affære. Tilbageholdt og diskret synger hun virkelig godt, og på nær enkelte steder, hvor det bevidst understreges, lader hendes engelske baggrund sig ikke afsløre. Musikken er en blanding af traditionelt og nyt, med elementer af appalachian folk og den moderne aftapning af bluegrass man kalder ‘new grass’, og der er masser af steel guitar. White giver plads til konen, men hans tilstedeværelse er tydelig på et lidt mere råt nummer som ‘The Truth Is in the Dirt’, som let vil kunne adopteres i en af hans bandkonstellationer.
Selv om det ofte tenderer det ordinære og lidt overfladiske, så er Elson klart bedst og mest vellydende, når formlen holdes. Cabaretvalsen ‘100 Years From Now’ lyder ganske vist som ‘old timey’-musik, men måtte for min skyld godt være blevet sparet væk. Ikke desto mindre et værdigt livtag med genren fra den rødhårede elegantier.