Sebastian Lind
Historien om Sebastian Lind er på mange måder et lille eventyr. Som så mange andre håbefulde troubadourer går den unge knøs fra Svendborg rundt med lommerne fulde af sange og venter bare på, at verden, eller i første omgang blot vores egen lille andedam, skal få øjnene op for hans talent. Og gudhjælpemig om ikke det sker! Ad genveje, som er de færreste talenter forundt, finder han pludselig sammen med et stort label, og kontrakten er i hus.
Desværre viser det sig, at selv om talentet muligvis er højt, er resultatet tilsvarende lille. Anstrengelserne har desværre ikke givet andet udkast end ti forglemmelige melodier med tilsvarende produktion. Alt sammen serveret i et tidstypisk mix af electro-poprock med et ordentlig skvæt følsom singer/songwriter. Enkeltvis står numrene nok en anelse stærkere, hvilket airplay på P3 også vidner om, men samlet set virker Sebastians Linds debut mere som de første usikre skridt efter at have rejst sig fra kravlestadiet.
Teksterne er muligvis dybfølte, men sært klodsede og serveres med mere klynk end kant. Albummet vidner også om, at sangene er skrevet over en længere årrække og dermed fungerer mere som et opsamlingsheat end en egentlig gennemtænkt sammenhæng.
Med den rette producer og et koncentreret indspilningsforløb kan det ikke udelukkes, at alt kan ende lykkeligt for Sebastian Lind. Men i eventyr skal man jo desværre så grueligt meget igennem først.