Spot Festival 2010: Turboweekend – en absurd folkefest
Umiddelbart inden koncertstart stod det klart hvilket segment, der var mødt op til en af årets sidste koncerter på Spot Festival – Turboweekend i Store Sal i Musikhuset. Publikum, der var bænket på rad og række i den propfyldte sal, klappede i takt og skrålede ‘lå-lå-lå’-sange i kor, som man kender det fra fodboldstadions. Og de fik, hvad de kom efter. For det skorter nemlig ikke på radiohits hos Turboweekend, hvilket blev understreget, hver eneste gang de slog tonerne an til en af deres singler, og publikum brød ud i umiddelbar jubel.
Der var dog en væsentlig problemstilling, som var på alles tunger, allerede inden dørene blev slået op til den store koncertsal: Hvordan forholder et band, der spiller danse-egnet musik, sig til en sal af publikummer med rigelige mængder fadøl i årerne, og som derfor er i overhængende fare for at synke lidt for langt ned i musiksalens bløde sæder?
Det spørgsmål må bandet selv have funderet over og være nået frem til, at de skulle spille røven ud af bukserne for at få publikum op af de bløde stole. I hvert fald var deres optræden – på trods af utrolig dårlig lyd – præget af en ivrighed og energi, der var prisværdig i de sære rammer. Forsangeren pilede omkring på scenen, kravlede op på en kasse og opførte sig som en regulær pop-konge i sin hvide habit, og havde det været et spillested med albueplads til dans, ville det have været decideret glimrende.