The Black Keys
Ovenpå svinkeærinder med raprock-projektet Blakroc, et soloalbum og Patrick Carneys eventyr med bandet Drummer er det beskidte bluesrock-makkerpar endelig tilbage med deres sjette langspiller. Og det lover godt, når ‘Everlasting Light’ med sit insisterende, huggende drive og Auerbachs blændende sjælfulde falsetvokal kickstarter albummet. Men allerede få numre længere inde, begynder duoens blånede soulrock desværre så småt at kede.
Besøget i de legendariske Muscle Shoals-studier i Alabama, hvor Aretha Franklin og The Staple Singers slog deres folder for en halv menneskealder siden, har barberet duoens viltre rockskægstubbe af og rundet kanterne lidt. Det fungerer lækkert på for eksempel ‘I’m Not the One’, men det undskylder omvendt ikke, at alle albummets guitarsoli effektivt er tæmmet til at være sangfortyndende tomgangslir.
Efterlysningsplakaterne kalder derfor især på den rå energi, som kun gik Eyjafjallajökull-amok få gange på tidligere album, men som altid pulserede varmblodigt under den størknede jordskorpe. Håndværket er dog svært at brokke sig over. Den hjemmegjorte produktion er pivsej, omend man kan fundere over, hvordan Auerbach mon vil genskabe lag-på-lag-guitarerne i live-situationen, når han kun kan håndtere en af gangen.
Den ærgerlige konklusion er, at The Black Keys har begået et album, som hviler trygt i egen mudrede moderkage, og som ikke rigtigt vil videre. Det er blues-indavl af en skuffe, som man ikke ville vente sig fra folk, hvis kæphest netop har været at give den udasede genre et velplantet spark i DNA-suppen.