Band of Horses – skøn skovtur
Er naturen mon flottere i Seattle end andre steder? Hvis de utrolig flotte billeder, der dannede baggrund til Band of Horses’ show, er taget i hjembyen, må der være noget om snakken. Med bandets skygger i forgrunden for store vilde skove, sneklædte bjerge og dybe søer var det nærmest som at være til koncert i vildmarken og blive fodret med sjæl, inderlighed og stille ro. Hvis man kunne se bort fra den, som oftest i Falconer Salen, dårlige lyd vel at mærke.
Efter en lidt sløv start blev både band og publikum levende under ‘Island on the Coast’, der blev ledsaget af et still/motion-bombardement af billeder fra Roskilde Festival som en hilsen til de danske fans. At de ikke lirede et standard-show af er altid kærkomment, og med kun et par uger til årets fest på Dyrskuepladsen gav gensynet med festivalstemningen et nøk opad.
Setliste-mæssigt havde Band of Horses delt sol og vind stort set lige mellem deres tre album, og de lod ingen gå skuffede hjem over ikke at have hørt alle hittene. Vokalharmonierne, der særligt pryder sangene fra deres nye album, var imponerende live, og i den forbindelse må kor- og tangentmanden Ryan Monroe fremhæves. Ikke alene varetog han disse funktioner glimrende, han udmærkede sig også som forsanger på ‘Older’, hvor de to fantastiske stemmer gik op i en højere vokalharmonisk enhed.
Musikalitet og gode vibrationer strømmede ned fra scenen, og det var svært ikke at lade sig smitte at forsanger Ben Bridwells glæde ved musikken, der udmøntede sig i et konstant smil på læben. Dét, tilsat gode melodier og flotte billeder, vejede trods alt tungere end dårlig lyd.