Toro Y Moi – gemt guld
Selv om temperatur og luftigheden i den fyldte Skatehal på TrailerPark Festival var klæbende høj, da Toro Y Moi entrerede scenen, så fungerede kulissen perfekt til Chaz Bundicks og de to bandmedlemmers bølger af sammenklisteret slowmotion-synthpop. Lyden, som man kunne have frygtet vil blive en kastebold mellem ramperne i hallen, var mere end anstændig og blev faktisk bedre i takt med koncerten. Det kunne man dog ikke sige om Toro Y Moi.
Koncerten begyndte ellers forrygende. En anelse genert, men kækt og sikkert vandt Chaz Bundick hurtigt publikum med sin lyse stemme, der blev pakket ind skiftevis drømmende, funky og støjende lydbilleder. Musikken flød herligt og melodiøst mellem opklippede og knitrende beats og samples og skabte en nostalgisk intimitet, som hver enkelt lytter kunne parkere sine følelser og sindsstemninger i.
Men lidt over halvvejs knækkede koncerten. Intimiteten forsvandt. Musikken blev på trods af de konstante skift forudsigelig, og den ellers nærværende Chaz Bundick mistede følelsen med publikum. Hvor musikken i begyndelsen pendlede imponerende sikkert mellem lo-fi, støjende lydflager og funky analoge orgelstykker, så ville Toro y Moi pludselig skabe en fest. De musikalske huller til eftertænksomhed blev erstattet af et højere tempo og en renere dansabel lyd, der nærmest mindede om Passion Pit.
Det var forvirrende i forhold til den musikalske kurs Chaz Bundick havde udstukket fra start og blev et divergerende punktum for en ellers vellykket koncert. På trods af den flagrende og en anelse kedelige slutning, så beviste Toro y Moi, at der ligger et stort potentiale gemt i deres melodiøse og intime chillwave.
