Eels – Mr. E’s vanvittige blues
Lad os tage den helt fra begyndelsen. Omkring kl. 20 entrerede en dansk bugtaler scenen sammen med sine to frække og småperverse dukkevenner. Herefter spillede en drønlækker engelsk sangerinde ved navn Alice Gold nogle småkedelige, guitarrockede sange en halv times tid, hvorefter aftenens hovednavn gik på scenen til de magiske toner af ‘When You Wish Upon a Star’.
Aftenens ubestridte hovedperson, Mark Oliver Everett aka Mr. E, var til lejligheden iført en voldsomt stor bandana, solbriller og en hvid kedeldragt, der alt sammen perfekt matchede hans kulsorte, utæmmede fuldskæg. Særlingen lagde ud med en række af sine mere afdæmpede sange, hvoraf den ti år gamle ‘Grace Kelly Blues’ og ‘End Times’ fra i år gjorde størst indtryk. Især i de afdæmpede øjeblikke formår E at forføre, men denne aften havde han altså også i sinde at spille med musklerne, så efter den bløde start skruede han og det velspillende band op for den mere bluesrockende og rablende side af Eels, hvilket blandt andet resulterede i en svulstig version af ‘Prizefighter’ og er par veloplagte covers af henholdsvis Rolling Stones’ ‘She Said Yeah’ og Lovin’ Spoonfuls ‘Summer in the City’.
Den næsten 30 numre lange koncert kom godt omkring i Eels-diskografien, dog med fokus på sange fra den lidt brogede vifte af album, E har udsendt de sidste otte-ti år. Således var der ingen sange fra hovedværket ‘Electro Shock Blues’ og kun ‘My Beloved Monster’ fra debuten ‘Beautiful Freak’, som blev leveret i en temmelig lallet version. Til gengæld tog de mange sange fra det ellers lidt ujævne ‘Souljacker’-album sig rigtig glimrende ud under koncerten, hvor E og co. fandeme blæste igennem på især ‘Dog Faced Boy’ og ‘Souljacker Pt. 1’.
Overraskende var det også, da bandet i slutningen af settet veloplagt fyrede semi-hittet ‘Mr. E’s Beautiful Blues’ af i ‘Twist and Shout’-forklædning, hvorefter de kastede sig ud i et cover af Gershwins ‘Summertime’, hvori E kastede sammenrullede bandanaer ud til publikum i salen.
Det var ikke alle sangene under den to timer lange koncert, der sad helt i skabet, og der er bestemt kvalitetsforskel på Eels’ bedste sange og de, der bare er tilforladelige. Men som min følgesvend inden koncerten konstaterede: »Man keder sig sgu aldrig i E’s selskab«. Og det var så sandt, som det var sagt, for her til aften spillede underholdningsfaktoren og vanviddet en næsten ligeså vigtig rolle som de gode sange.
