Figurines

Lyt til ‘Figurines’ her.

Der er store forventninger, når et af Danmarks store alternative rocknavne stævner ud med nye sange i lasten, ikke mindst fordi rygtebørsen har faldbudt historier om en tilbagevenden til stilen fra hovedværket ‘Skeleton’. Helt op i de mesterlige luftlag når vi dog kun momentant i denne ombæring. Ikke desto mindre er der masser af guf til sultne indie-kinds på ‘Figurines’.

Her er de ambitiøse kompositoriske eksperimenter fra forgængeren ‘When the Deer Wore Blue’ trådt mere i baggrunden. Det mærkes på den ‘vind-i-håret’-veloplagte åbner ‘Hanging From Above’, hvor gruppen saluterer med spændstige kompositoriske spring, sprøde guitarlinjer og et rungende »Hello!«. Så er vi ligesom i gang! Og apropos vind i håret så resulterer numre som ‘The Great Unknown’, ‘Free Today’, singleforløberen ‘Lucky to Love’ og ‘Every Week’ i en boblende lyst til at skide på det hele og bene ud i den imaginære sommersol med sin udkårne under armen og en høstblomst i hatten.

Det fungerer derimod knap så optimalt, når gruppen forvilder sig ud i for tyndbenede 60’er-ekskursioner på den leddeløse ballade ‘Call Your Name’ og de lidt for kunstlede ‘Glee’ og ‘Unable to Drift’, om end kor- og strygerarrangementet på sidstnævnte scorer pluspoint på detaljekontoen.

Så nej, ‘Figurines’ er ikke helt det ‘store’ definerende værk, man kunne have håbet på. Derimod er det en ganske veloplagt samling uprætentiøse sange med tilpas mange syregrønne detaljer til, at man føler sig mæt og veltilpas efter endt gennemlytning.

Figurines. 'Figurines'. Album. Morningside/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af