Summer Camp
Det emmer af ungdom på britiske Summer Camps debut-ep ‘Young’ – og ikke bare i albumtitlen. Jeremy Warmsley og Elizabeth Sankey har valgt at gå på strandhugst i populærkulturen helt bredt betragtet i et forsøg på at ramme lyden af teenagelivets lige dele melankoli og begejstring. Det betyder tekster, der referer flittigt til et helt univers af 80’er-teenfilm som ‘Heathers’ og ‘Sixteen Candles’, og videoer klippet sammen af blandt andet den svenske klassiker ‘En kärlekshistoria’.
Debuten lægger overbevisende ud med den fængende single ‘Round the Moon’, der sammen med ’Ghost Train’ klart er albummets højdepunkter. Det er melodier, der har andet at byde på end blot projektets gennemgående bitre tyggegummipop med inspirationen fra 60’erne og 80’erne. For ellers kæmper pladens ganske vist veletablerede teen-univers med at stå distancen i længden, uden at der går for meget stiløvelse i den.
Måske ville det være interessant, hvis Summer Camp ikke var så fastlåste i forsøget på at lave et soundtrack til deres yndlingsungdomsfilm. Resultatet bliver under alle omstændigheder, at gruppen præsenterer en temmelig helstøbt affære, der dog sine steder desværre bliver noget intetsigende. Men når opskriften fungerer, bliver udtrykket dog ganske charmerende på det, der alt i alt er en hæderlig alternativ pop-ep.