Twin Shadow
Grizzly Bear-bassisten Chris Taylor har efterhånden været at finde i producersædet i forbindelse med en del markante indieudgivelser og har ydermere modtaget store roser for det. Så det er nærmest et kvalitetsstempel, at han har produceret Twin Shadows debutalbum, ligesom det i øvrigt bliver udgivet på Taylors eget label, Terrible Records. Lykkeligvis har Twin Shadow faktisk også noget at byde på rent musikalsk.
George Lewis Jr., manden bag Twin Shadow-aliasset, har nemlig begået en særdeles fin debutskive, hvis synth-univers leder tankerne hen på en mindre festlig version af 80’er-kongerne fra New Order. En sært dragende dysterhed præger Lewis’ vokal og er i høj grad med til at skabe de småuhyggelige sange, man finder hele vejen igennem ‘Forget’. Den formidabelt indbydende albumåbner ‘Tyran Destroyed’ er et pragteksempel på denne lyd, men selv når tempoet skrues i vejret på for eksempel ‘I Can’t Wait’ og ‘For Now’, og det egentlig er ganske dansevenligt, ja så er dysterheden stadig intakt.
Formlen kan blive lige tung nok, som det blandt andet er tilfældet på ‘Tether Beat’, men så er der også en sang som ‘At My Heels’, hvis latterligt melodiøse omkvæd står som albummets stærkeste nummer, og som er med til at gøre ‘Forget’ til et kærkomment bekendtskab og Lewis til en mand, man helt sikkert bør følge i fremtiden.