Luke Abbott
‘Holkham Drones’ er en sofadriver. En blød tåge. Hvert enkelt nummer er episk billedskabende og danner tilsammen en elektronisk odysse. Albummet når flere steder et nærmest meditativt, transcendentalt niveau.
Det er oplagt at trække referencer til legendariske Boards of Canada, der indkapslede samme stemning. Eller mere kontemporært Pantha Du Prince, om end Luke Abbott erstatter melankolien med en underspillet optimisme.
Albummet er knitrende varme, flydende lydkurver med en på samme tid indadvendt og fremaddrivende energi. ‘Whitebox’ og ‘Hello Tazelaar’ er upbeat og subtilt technorefererende, dog med milde basgange og beats der duver i blide bølger. ‘2nd 5th Heavy’ er dyssende jazzet. Titelnummeret er industrielt og ambient, mens ‘Sirens For the Colour’ lyder som en rumrejse under vand. Fokus afviger aldrig fra stemningerne. Albummet har karakter af et soundtrack af den slags, der skaber filmen og ikke omvendt a la Daft Punks ‘Interstella 5555’.
Albummet er udgivet på James Holdens Border Community, der snævert finder og udgiver elektronisk dansemusik, der er uden for etablerede kategorier og genrer og vil andet end at flytte fødder under festende menneskemasser. Luke Abbot skaber netop sine egne præmisser uden tanke for scene og funktionalitet.