Rustie
‘Sunburst EP’ er en ubarmhjertig, men dræbende smuk omgang post-dubstep – faretruende som musikken i et computerspil der truer med at blive til virkelighed. Den engelske producer Rusties debut på selskabet Warp er med sine splittede beats og forsvindende melodier ikke for sarte sjæle. Men hans produktioner er heller ingen simpel øvelse i at være grum, som man ser det i en del nyere, mere rendyrket dubstep.
‘Sunburst’ har en mere dobbelttydig kvalitet. Med klare computerspilsreferencer, flækkede rytmer og euforiske synths opstår en atmosfære af farlig spænding og risikovillig begejstring. En atmosfære der afspejles i coveret (som er en hyldest til spilserien Zelda), hvor en sort planet flækker og afslører sit regnbuefarvede indre. Illustrationen er rammende i forhold til ‘Chew’, hvor spaltede wonky-rytmer og pauseløse synths pludselig inviterer en dansabel bas på besøg. Eller ‘Hyperthrust’ hvor himmelvendte metal-akkorder møder muterede dubstep-beats.
Det fede er, at eksperimenterne ikke står i vejen for men bidrager til at gøre numrene til ægte bangers. Den høje intensitet, der passer fint til pladens sparsomme omfang, mister ikke pusten i fortænkte ideer men holdes ubesværet kørende ved hjælp af produktionernes kropslige bid.
Midt i den ellers interessante bølge af organisk og varm electronica, er det skønt at høre et innovativt bud på den elektroniske musiks mere koldblodige, sci-fi-søgende og galgenhumoristiske side. Rustie er ved at etablere sig som en af tidens mestre i genren.