System – smuk diskretion

En smuk diskretion fandt sted lørdag aften på Loppen. Dvælende, næsten genert, satte System liv i deres nyeste kompositioner fra albummet ‘B’. Trioens musik er mere rum end krop. Ekkoer ledsager de fleste lyde, og rumklangen ligger som en spejlblank flade under de fleste tracks. Det sætter krav til koncertstedet. Loppens tætte og lavloftede træhytte virkede ved første eftertanke upassende. Man længtes efter, at lydene kunne strække sine lange lemmer i en stor fabrikshal med baldrede ruder og måneskin. Kun god musik kan fremkalde en sådan filmisk længsel.

Der blev i det hele taget afsløret et filmisk element ved System til denne koncert. Ikke fordi musikken virker fortællende – det er den for repetitiv til – men fordi den satser på klangbilleder og er mindre rytme- og basfokuseret. Det giver den en billedskabende karakter, som heller ikke lod Loppen stå uberørt. I de bedste øjeblikke, når musikken bemægtigede sig rummet, omformedes det lavloftede mørke lokale til en bjerghule med en iskold underjordisk sø. Den slags der ligner, at man kan gå på den, fordi vinden ikke har rørt dens overflade siden tidernes morgen. Det gav Loppen os: Den viste, at Systems musik er mere underjordisk end spacy. Det er i det grundige arbejde med detaljernes rundinger og gentagelsernes overvejelser, at System har sin styrke.

Men bandets tendens til en vis skandinavisk, melankolsk tryghed blev alligevel for gennemgående. I koncertens mørkeste og farligste få øjeblikke kunne bjerghulen i korte glimt ligne en chilensk mine. Men det var virkelig kun glimtvis og meget subtilt. Det ville være interessant, hvis System gav angsten mere plads. Eller hvis de var mindre bange for det effektfulde, som kunne lugte lidt af blod og panik. Tendensen til det hyggelige smittede desværre også af på publikum. Da musikken ikke er dansemusik, var det i princippet en lyttekoncert. Men publikum hyggede sig for meget til at holde mund. Og så bliver musikken hurtigt til baggrundsmusik. Noget der kører, mens man drikker en øl sammen. Der er intet i vejen med at høre det sådan, men det kan man gøre derhjemme – det er spild af koncertsituationen. Desværre betød det, at musikken ofte mistede grebet om rummet og blev for lidt påtrængende. Så føltes diskretionen alligevel for stor.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af