Joe and Honey
Når man bruger ordet simpelt om musik, bliver det ofte tolket negativt. Alligevel er det et meget passende ord at bruge om københavnske Joe and Honeys debut-ep, der byder på simple, men gode og let poppede numre. Det er rimelig enkelt at gå til, men sangerinde Iben Foss’ sprøde stemme gør, at det aldrig bliver kedeligt.
‘Heart Beast’ indledes af det kun halvandet minut lange nummer ‘Silly Thing’, der har en stemning af let melankoli og støvet landevej og efterlader en med lyst til mere. Og heldigvis præger den lidt mystiske energi også resten af ep’en. Højdepunktet kommer med nummeret ‘Fever’, der starter med et par simple beats fra en gammel trommemaskine, inden Foss kælent begynder at synge sig gennem nummeret. Det er magisk og forførende og en smule nostalgisk.
Grundlæggende er Joe and Honey et behageligt bekendtskab, som man får lyst til at høre mere fra. Der er masser at komme efter med de fine melodier og den fede stemme, men alligevel virker det som om, at der er potentiale til mere, og at noget langt mere legesygt og lidt mere dystert hviler lige under overfladen. Det må meget gerne blive sluppet fri på en fremtidig fuldlængde.