Times New Viking
Forud for deres femte album er Ohio-trioen for første gang rykket i studiet for at indspille, og det har betydet en lidt mindre støjende overflade, men stadig masser af fængende solskinsmusik. Så nu hvor foråret og sommeren for alvor begynder at banke på døren, er det igen tid til lidt shitgaze fra Midtvesten. Og måske noget kold hvidvin dertil.
14 sange har trioen formået at proppe ind på de blot 32 minutter, som ‘Dancer Equired’ byder på, så på deres egen slackede vis er der fart over feltet på albummet, som gudskelov stadig emmer af ungdommelig løssluppenhed. Sangene har det med at blive en smule ensformige, og de kan være svære at skille fra hinanden, ligesom originaliteten halter lidt. Det er selvfølgelig ingenlunde styrker, men hvad det første angår, vælger jeg at hænge det op på, at så godt som alle sangene bare indeholder så naturligt skønne og tilgængelige melodier, at det kan være svært at fornemme sangenes afbræk.
Pladens højdepunkt finder man i ‘Ever Falling in Love’, hvor guitaristen Jared Phillips’ og keyboardkvinden Beth Murphy begge synger førstevokal, men med hver deres lyrik. Af andre højdepunkter kan nævnes den energiske og lidt indebrændte ‘Try Harder’, orgellyden som præger ‘Ways to Go’, den tempofyldte fuzzperle ‘Fuck Her Tears’ samt det lige dele akustiske og robotificerede afslutningsnummer ‘No Good’.