Reptile & Retard – reptil-religion for fuld udblæsning

Reptile & Retard refererer til skillelinjen mellem reptilhjernen, der underbevist søger at holde kroppen sikker og i ligevægt, og arketypen, ’Retard’, der ikke giver en fuck for regler og bare slipper sin indre djævel løs. Var duoen så mest Reptile eller mest Retard til koncerten i Pavilion Junior? Lad mig skrive det med store fede blokbogstaver: RETARD!

Opskriften var dansable electropop-beats serveret med en god gang punk-attitude – en model man også kan finde hos LCD Soundsystem. Beatmageren Esben Valløe skød klokkeværksrystende synth-kaskader ud over publikum, mens bassen pumpede, som var den tilsat steroider. Den charmerende krøltop Mads Damsgaard Kristiansen spassede ud som en hedonistisk Tasmansk djævel med en mikrofon, mens hans Oh No Ono-hår kastede svedperler af sig som en havesprinkler.

Publikum var fuldstændigt i forsangerens magt, mens han foldede armene ud i kors-positur som en vækkelsesprædikant – men bandets mission var langt fra kristen: »Everybody wants to be Jesus – I just wanna be a beast«, sang forsangeren med en soulet og aggressiv ryst.

Midt i koncerten smed forsangeren T-shirten, hvorpå der stod: ’Martin, Malcolm, Mandela, Me’. Så var de store armbevægelser vist til at tage og føle på. Musikken var på dette tidspunkt irrelevant – publikum var i ekstase.

Nu er det vist på tide, at jeg minder om, at bandet endnu ikke har udgivet et album?!

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af