TV-Resistori

Udenfor Finlands grænser er pladeselskabet Fonal Records bedst kendt for sine esoteriske avantgardekunstnere, men efter omkring ti års eksistens er der nu langt om længe international debut til TV-Resistori med kvartettens selvbetitlede, tredje album.

Her er det kryptiske formsprog pakket væk, og frem træder en lettilgængelig, bundcharmerende og cabaret-inspireret tweepop, ikke helt ulig Belle & Sebastian, fyldt med korharmonier, klaverfigurer, klimprende guitar, klokkespil og en let trommelyd. Den eneste hurdle er, at alt lyrik leveres på finsk, så man ikke fatter en skid af, hvad de to sangere Yvä og Päivi egentlig prøver at fortælle.

Men på et så velkomponeret og imødekommende popalbum som dette, betyder det ikke alverden, og allerede efter et par gennemlyt vipper hovedet i takt med musikken, mens man, dum som man jo kan være, fanger sig selv i at prøve at fremstamme en finsk glose fra tid til anden.

Foruden twee-tendenserne har albummet til tider en distinkt inspirationskilde i fransk 60’er-pop og et herligt nonchalant take herpå med blandt andet de to åbningsnumre ‘Ajasta Jäljessä’ og ‘Funtsi’. Blandt den letbenede twee og upbeat-sange som ‘Koputan Puuta’ og ‘Voi Ei, Ei Voi Olla Totta’ har finnerne dog også på pladens sidste skæring ‘E.S.O.P.M.J.M.V.M.P.S.O.(Pallo)’ fundet plads til et mere melodramatisk musikalsk loner-udtryk, hvor banjoen er med til at skubbe TV-Resistori over i bluegrass-genren. TV-Resistori er et meget interessant bekendtskab.

TV-Resistori. 'TV-Resistori'. Album. Fonal Records.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af