Brother Grimm

Brother Grimm er navnet på den tidligere Decorate.Decorate.-forsanger Asbjørn Auring Grimms halvt rappende, halvt syngende alterego, der på debutalbummet har allieret sig med produceren Lasse Lyngbo kendt fra White Pony og Diefenbach og smurt mundtøjet godt ind i en karikeret Mike Skinner-klingende cockney-accent. Takket være en evne til at skære en knaldgod popsang holder festen langt hen ad vejen.

Festlighederne udspiller sig et sted mellem dance-punk og electrorock med hiphoppede fornemmelser, som man kender det fra White Pony. Gode eksempler er den stramt rockende ‘The Kids Are Gonna Pay’ og den dunkle disco-sag ‘Last Dance’, der begge med dansable grooves og kompositorisk enkelhed, fremstår som skabt til radioen.


Det åbenlyse sats på radioskabelonen og et musikalsk udtryk, som man kender, er i og for sig ikke noget problem. Det er bare ikke synderligt originalt, og det ender med at tage brodden af de ellers ambitiøse forsøg. For eksempel er det svært ikke at tænke på The Streets på den fine ‘You Gotta Know What You’re Fighting For’ eller på party-punk a la LCD Soundsystem på den optimistisk festlige single ‘Wiggedy Wack’ og den fjollepunkede ‘You Only Call Me When You’re Sober’.

Så selv om det hele er skåret umådeligt sikkert og Brother Grimm er et umådeligt festligt bekendtskab, så savner man, at den åbenlyse musikalske energi får friere spil, og at Brother Grimm løsriver sig fra forbilledernes beskyttende kappe og skider på radioambitionernes tæmmende bivirkninger.