Björk

‘Biophilia’ er Björks mest komplekse værk til dato. De ti sange, med tilhørende apps til iPad og iPhone, er en musikalsk og virtuel udforskning af universet fra kosmos til mikrobiologi. Kun Björk kan fuldende et så storslået projekt.

Albummet folder sig ud som en dramatisk opera i ti akter, der hver udforsker et naturfænomen, en biologisk forekomst eller en videnskab såsom krystaller, dna, lyn og tyngdekraft. Men lige så langt rundt i universet lytteren bliver ført, lige så langt føres man rundt i den musikalske manege. For Björk er også musikolog. De fænomener, som sangene beskriver, knyttes således til en relateret musikalsk struktur eller et virkemiddel, der ligeledes udforskes – eksempelvis harmoni, skala, akkorder eller rytme.

Læs også: Se Björks syv bedste videoer

Tag sangen ‘Mutual Core’. Temaet er tektoniske plader, og den musikalske ressource er kraftfulde akkorder. Disse støder sammen i hårde drum’n’bass-lignende eruptioner, der afløser nogle smukt vuggende orgelstykker. Den stille sø før storm. Eller ‘Thunderbolt’ hvis rytme fra den dybe og dystre bas tæller tiden mellem lyn og torden. Et andet eksempel er førstesinglen ‘Crystalline’ der med harpens knivskarpe anslag og atonale harmoni udforsker krystallens struktur for så at ende i en buldrende eksplosion, man ikke har hørt fra Björk siden ‘Army of Me’. Og på samme tid kaster albummet på det naturligste om sig med alverdens genrer fra breakcore til rørende kærlighedspop. Det manglede da også bare.

Björk har begået et både originalt og overdådigt værk om livet, musikken, naturen og universet, og som sådan kunne ‘Biophilia’ passende tage plads ved siden af Bach og Mozart på satellitten, der er sat i uendeligt kredsløb i atmosfæren til ære for fremtiden og eventulle andre levende væsener. Brillant.

Björk. 'Biophilia'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af