- Her er de bedste album fra 2025 – ifølge internationale medier
- Hun har arbejdet med landets største stjerner. Nu udgiver hun sin første single: »Jeg håber virkelig, at de kan lide min egen musik også«
- »Man når slet ikke at rette tæerne ud, før de krummer sig sammen igen«: De fem mest skuffende album i 2025
Jamie N Commons
22 år gammel og ikke en rynke, men alligevel med stemme og udtryk, som havde han ligget mange år i alkohol- og tobakslage. Jamie N Commons spiller autentisk, støvet americana og bluesrock, men er født middelklasseengelsk og har studeret musik på Goldsmith, som senest har givet os James Blake.
Det hænger mildest talt ikke sammen. Forklaringen er måske at han som 6-årig flyttede med familien til Staterne, fandt sig en ny accent samt et hav af inspirationskilder. Ep’en åbner med ‘The Preacher’, der fortæller historien om en præst fra Alabama, som parterer sin kone og smider delene i fryseren. Den morbide historiefortælling samt stemningen af bibelsk helvedesild giver klare associationer til Nick Cave, både med The Bad Seeds og Grinderman.
Covernummeret ’15 Petals’ fremføres lavmælt og indlevende, som var det fra Johnny Cash’ ‘American’-serie, og på den skrabede ‘Lola’ forveksles han let med en sydstats gademusikant. Commons har hverken haft et heroinmisbrug som Clapton, eller været frontfigur for folkelige bevægelser som Dylan. Alligevel lyder han autentisk og overbevisende på de klassiske bluesrock-kompositioner, og man lytter med lige dele undren og respekt til hans 55-årige stemmebånd, som er hans største force.
‘The Baron’ indeholder ikke mange nye favntag, som forsøger at tage genren et nyt sted hen. Det opvejes dog af stilistisk renhed, som på den afsluttende gospel hymne om fængsel og selvmord. Lyden af fængselslænker understøtter den simple rytme, alt imens et brummende fangekor i baggrunden messer sangens titel »Hold On!«.
Jamie N Commons. 'The Baron'. Album. V2/Cooperative.