Sekuoia

Ude i den virkelige verden er sekuoiaen et af verdens allerstørste træer. Med høretelefoner på, er Sekuoia dog en helt anden gevækst. Patrick Alexander Bech-Madsen lægger sig i slipstrømmen af blidt vuggende organisk electronica, med Nicolas Jaars følsomhed og Mount Kimbies sans for at balancere det håndspillede med det elektroniske som de mest åbenlyse inspirationskilder. Så åbenlyse, at man må tjekke coveret en ekstra gang for at være sikker på, at det nu er Sekuoia der spiller.

Den er god nok, og det er musikken for den sags skyld også. Lette kompositioner, rumklangs-tung guitarlyd og et par messende vokaler skaber tilsammen fire meditative numre, og mere avanceret behøver det ikke være. ‘Trips’ er en rejse som i opdagelsesrejse, der til trods for det elektroniske fundament er helt og aldeles jordbunden.

Skal man indvende noget mod det ellers sympatiske projekt må det være, at ‘Trips’ byder på variationer over et velkendt tema frem for et egentligt originalt lydbillede. De fire numre ligner hinanden til forveksling, og når de samtidig læner sig op af Mount Kimbies ‘Crooks & Lovers’ og Nicolas Jaars ‘Space Is Only Noise’, ville en bredere pallette gøre underværker. At forbillederne i den grad er til at få øje på rokker dog kun ved en mindre del af fornøjelsen ved ‘Trips’, der er en behagelig, men ikke udpræget nyskabende rejse.

Sekuoia. 'Trips'. Ep. Fødselsdagsbarnet Pladeselskab.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af