Gotye
Han har allerede lagt verden ned med singlen ‘Somebody That I Used To Know’, og nu melder belgisk-australske Gotye sig ind i en himmelsk hærskare af popguder med sit tredje studiealbum. Han synger som Sting, og laver ærlig retropop som Peter Gabriel og George Michael gjorde det i 80’erne.
Her finder Gotye både rum til softrock, soul, længselsfulde loungeballader og retrofuturistisk 80’er-pop, og det er klart i den sidste kategori, at han virker bedst. På det føromtalte radiohit udnytter han sin bombastiske, ærlige og kraftfulde stemme, mens man intenst falder ned i tempo med ‘In Your Light’ og ‘Save Me’. Det skaber en helhed på pladen, som bliver bakket op af det gennemgående tema om at gå fra hinanden.
Alligevel er der et par musikalske afstikkere, som i enhver anden sammenhæng havde ødelagt helheden. Men når Gotye bliver 60’er-soulet og groovy med ‘I Feel Better’ er det produceret så godt, at det ikke gør så meget.
På sangerens tidligere album har han lavet lange poetiske sange i rum, der ikke var relaterbare, men det er lykkedes helt anderledes godt på ‘Making Mirrors’, hvor Gotye forener sin kærlighed for syret og mystisk kunstnerpop med mainstreamappel. Det gør ham ikke kun interessant, det gør ham også til en slags kommende popgud, der giver ærlig pop en længe ventet renæssance.