The Shins
Det er sært at tænke på, at der er gået hele fem år, siden The Shins sidst smed et kuld fantastiske sange i nakken på os. I mellemtiden fik vi heldigvis mulighed for at fordrive noget af den lange ventetid med frontmand James Mercers vellykkede Danger Mouse-samarbejde, Broken Bells. Nu er the real deal imidlertid endelig klar med deres længe ventede fjerde langspiller og lad os bare for en god orden skyld slå det fast med det samme: The Shins er tilbage i topform.
Det er ganske enkelt imponerende at lægge ører til, hvordan Mercer formår at skyde den ene mere elegante og sprælske indiepop-sang efter den anden ud over rampen. Lyt bare til den flabet fængende og dynamiske førstesingle ‘Simple Song’, hvor musikken elegant veksler frem og tilbage mellem mere nedtonede passager og krasbørstigt svirpende guitarbredsider. Her skal man sgu være et surt, gammelt løg for ikke at lade sig rive med af stemningen.
Læs også: Stream hele ‘Port Of Morrow’
Sådan fortsætter albummet stort set uafbrudt med at diske op med melodiske lækkerbiskener, som for eksempel den solskinspoppede ‘It’s Only Life’, hvor Mercers opmuntrende ord til en bekendt lyder: »I’ve been down the very road you’re walking now / It doesn’t have to be so dark and lonesome«. Det er så sandt som det er sagt, for når man er i selskab med The Shins, så er der ingen grund til at flæbe.
Mercer og co. har nemlig skudt foråret i gang med et brag af et comebackalbum.