Ulige Numre – nye takter
Det er kun godt et halvt år siden, at Ulige Numre entrerede den danske rockscene med et himmelstræbende sus i form af den imponerende formfuldendte hovedstadshyldest ’København’, der i første omgang affødte en glimrende selvbetitlet debut-ep og siden en talentpris til sidste måneds P3 Guld-show. Men bandet er allerede på vej videre med hastige skridt, og i et propfyldt Voxhall tegnede der sig nye, tankevækkende fremtidsmuligheder for bandet.
For udover alle ep’ens fem numre bød koncerten også på tre nye sange, hvor inspirationen fra The Walkmen, Håkan Hellström og The National, der præger ep’en, var droppet til fordel for en mere traditionelt guitarrocket stil, der bestemt rummer en bred folkelig appel, hvor mellemtempo og guitarsoli ikke er fyord. Men som også virker mindre umiddelbart smittende og ungdommeligt driftstyret.
Udover kvartettens sammentømrede sammenspil – live garneret med to lejlighedsvist spruttende trompetister – er et afgørende element i Ulige Numres succesformel den cowboyjakke-og-kasserollefrisure-cool forsanger Carl Emil Petersen, der denne aften ejede scenen med lige dele flink og flabet energi. Som når han under ’Hænder’ rystede en guitarsolo ud af ærmet, mens han slentrede baglæns på tværs af scenen. Eller da han afsluttede koncerten med sin udåndende guitar hængende i udstrakt arm. Det er det stof, som rockdrømme er lavet af, og drømmen lever fortsat for Ulige Numre. Vi venter i spænding på, hvad næste kapitel byder på.