Dig & Mig – generelt godt selskab

De danske 80’er-popikoner i Rocazino drikker sig i hegnet og engangsknalder med newyorker-sjufterne i Ramones. Resultat: Nørrebroduoen Dig & Mig. Roskildes publikum, og undertegnede, har tilsyneladende en svaghed for bastardunger, i hvert fald når purken er lig bedårende Andrea Aagaard og hendes flabede sidekick består af Kasper Maarbjerg.

Duoens kitschede, dansksprogede take på synthpop-punken tog sig overvejende godt ud under Roskilde-debuten, hvor et forholdsvis solidt publikumsfremmøde vidnede om, at der er vigtigere ting i denne verden end europamesterskabet i fodbold.

Læs live-anmeldelse: Ulige Numre på Roskilde Festival

Overbevisende liveudgaver af duoens sparsomt instrumenterede og svært iørefaldende powerpoppere såsom ’Når jeg kommer hjem’, ’Johanne’ og ’Skyggerne’ fik straks fremtvunget både smil og fællessang under Pavillon Junior-teltduen, og man følte sig generelt i godt selskab med den tiltalende duo.

Achilleshælen hos Dig & Mig blev dog netop det minimalistiske udtryk, der gjorde dele af gruppens materiale en kende ensformigt. Guitaren fræsede nærmest konstant derudad med 180 kilometer i timen, mens De Høje Hæles Magnus Knudsen hamrede lystigt løs på synthen i samme tempo. Denne stramme form virkede dog lidt for begrænsende. Man stod derude i teltet og hyggede sig bravt, men savnede samtidig lidt diversitet. Det blev af og til lidt for rart og trygt, når det nu netop skulle være skidefrækt og kitschet på den virkelig fede facon.