Schoolboy Q

»ADHD? Fuck that / Let’s bake coke and cook crack,« rapper Schoolboy Q på ’Nightmare on Figg St.’ med henvisning til Black Hippy-medmedlemmet Kendrick Lamars samtidsanalyserende ‘ADHD’-nummer. Lamar er klikens superstjerne, men Q gør ham rangen alvorlig stridig på sit andet album. Han viser sig som en mere rå og kantet rapper, der, på trods af eftertænksome stunder, er langt fra Lamars bredspektrede emner.

Albummet bindes sammen af California-rapperens karisma og distinkte personlighed, for både lyd- og tekstunivers stritter i mange retninger. Beatsene er alt fra elektronisk-hoppende dansebeats (’Sexting’, ’Druggy Wit Hoes Again’) over ondskabsfuld, næsten Mobb Deep’sk gyserrap (’Oxy Music’, ’Raymond 1969’) til soullyd, som hos Kendrick Lamar (’Blessed’).

Læs også: Halvårets bedste album top 20-11

På de mere dystre numre, især ‘Oxy Music’, lyder Schoolboy mere som en Queensbridge-gadedreng end en solskinsbadet californier. Men Black Hippy-medlemmet har et overskud og en galskab, der forbyder sammenligninger med ultra-alvorlig ghettorap: Schoolboys rå og upolerede stil har mere tilfælles med Redman og Method Mans lyriske eskapader. Men i modsætning til eksmpelvis Odd Futures teenagefjollerier skinner en seriøs undertone altid igennem. Under de øverste lag af lir ligger et meget personligt og åbent album.

Der er mange højdepunkter. På åbningsnummeret ‘Sacrilegious’ halvsynger Q om selvmodsigelsen i en frelsesøgende morder. Det efterfølges af triumferende selvhyldest på ‘There He Go’ med Schoolboy i frit-associerende lyrisk bersærkergang – hans stemme er hele tiden ved at knække over af begejstring over egne evner. Herfra er årets indtil videre bedste hiphopplade en tilsyneladende uudtømmelig guldmine, hvor hver gennemlytning giver et nyt favoritnummer eller -linje.