Christian Hjelm – hygge med gutterne
Vidste du, at Lille Vega også hedder Stauning-salen? Måske en nytteløs trivia, men set i aftenens lys, passer det egentlig meget godt, for Christian Hjelm og hans gutter leverede en opvisning i dansk søndagshygge. Det er da heller ikke svært at lade Lille Vegas dunkle belysning og mørke mahognivægge sammenligne med et godt gammeldags jysk forsamlingshus, og i centrum stod aftenens underholdning, den fjollede onkel, godt gættet, Christian Hjelm. For at bruge et godt dansk ord, var den charmerende nordjyde en rigtig gavflab.
Han vuggede med sin guitar, lagde ansigtet sig i uhøjtidelige folder, alt i mens de nye toner på modersmålet blev slynget om sig. Fra start blev omkvædet på ’Luk dine øjne’ med de insisterende strofer »Ta’ mig, ta’ mig, ta’ mig, ta’ mig nu« glædeligt imødekommet af den fyldte sal, som var klar på at lade sig charmere – selv på en søndag.
Læs også: Christian Hjelms yndlingssange på dansk
Med stort overskud og smittende smil gjorde det særdeles velspillende band en dyd ud at levere et sparsomt, men balanceret set, bestående af numre fra Figurines-frontmandens solodebut ’Før vi blev lette’ samt en fremragende og mere melankolsk version af Thomas Helmigs ’Nu hvor du har brændt mig af’. Faktisk virkede det til, at den nøjsomhed Christian Hjelm lagde i at synge en sang, han ikke selv har skrevet, frigjorde ham til at udnytte sin smukke og særegne sangstemme til det ypperligste.
Men når nu han sang flest af sine egne sange denne aften, var det dejligt at mærke hvordan tilrettelæggelsen af numrene virkelig passede godt sammen. Der blev danset til ’Det andet led’, sunget fællessang til ’Lang vej igen’ og skålet til ’Alibi’. Hvorefter bandet, frembragt af store klapsalver i salen, først fik smeltet hjerter i salen til den proklamerede sjæler ’Fri leg’, og derefter fik sendt alle godt afsted til Hjelms mantra om at man skal ’Ha’ det herligt’, som fik lov til at slutte koncerten med et gedigent glædesrus. For Christian gav os som fortjent. Dansk hygge og glæde, så det stod ned ad de mørke mahognivægge med persillesovs.