Ocean View
HØR ALBUMMET HER
Ocean Views musik er en humørsyg, lækker og udfordrende shake af forskellige sammensatte rockgenrer. Det umage band består af fire danske gutter, der forsmået synger om afvisning, smerte og forfald, men i virkeligheden søger de bare accept. De er vrede, men mellem vredesbrøl og hidsige guitar viser de sig poetisk følsomme med sans for detaljen.
Kvartettens debutplade er en kompleks og umiddelbart udefinerbar rockudgivelse. Støjende guitarer hersker sammen med heftige trommer, og selv en mundharmonika sniger sig ind. Får man associationer til Thulebasen eller Iceage er det ikke helt forkert, for bandet har nemlig arbejdet med Jens Benz, der også har drejet knapper for de støjbesatte navne. Den ultra-korte ‘Punk # 2’ giver især samme nærmest klaustrofobiske følelse af indestængt vrede som Iceage mestrer, men på langt de fleste numre skaber Ocean View et langt mere følsomt og rytmisk lydbillede.
Læs også: Top Track: Ocean View ‘Sober’
Punkens provokerende energi er i syntese med eksperimenterende guitarfigurer, men med fokus på mere minimalistiske og repetitive aspekter larmer støjen ikke så meget. ‘Bed’ ræser hovedkulds derudaf med trommer og guitar som temposættere, men anderledes er ‘Soft Decay’ og ‘15000 Evacuated’, der begge gør sig i et roligere og mere følsomt nuanceret format. Det aggressive truer dog hele tiden under overfladen, som når den ellers betryggende vokal får et forvrænget tvist.
Det eksperimenterende og udstikkende skaber kontur, og giver liv til albummet i et lydlandskab, der ellers kunne blive ensformigt og diffust. Det virker at vove lidt.