Animal Collective – hæmningernes bånd
»Come on let-let-let-let-let-let-let go«, skrålede Avey Tare manisk gentagende gange under aftenens andet nummer ‘Today’s Supernatural’, men på daværende tidspunkt varede det beklageligvis endnu længe, før publikum smed de værste hæmninger og for alvor lod sig rive med af det knuselskelige amerikanske dyrekollektivs syreboblende psychpop-melodier.
At publikum var længe om at smide de høflige miner på porten kan muligvis forklares med, at vi befandt os i de lidt formelle omgivelser på Statens Museum for Kunst. Og ja, det er da skønt når finkultur og populærkultur finder sammen og alt det der, men museets store sal er nu engang bare ikke bygget til at huse koncerter. Hatten af for CPH:DOX for at ville give publikum en koncertoplevelse i anderledes omgivelser, men både hvad angår de lydmæssige aspekter og muligheden for et ordentligt udsyn, er den store sal med sin stejle trappe altså bare ikke optimal som koncertsal. Når det så er sagt, så gik det nu egentlig nogenlunde under Animal Collectives visit.
Læs anmeldelse: Animal Collective ‘Centipede Hz’
De fire amerikanske weirdos havde, udover en scenografi, der mest af alt lignede en stor, oppustelig hoppeborg, nemlig heldigvis masser af spilleglæde med i bagagen. Musikken fik fornemt følgeskab af Abby Portners fine visuals, der på glimrende vis understøttede kollektivets psychpoppede freakouts, men heldigvis aldrig stjal fokus fra det væsentligste: Musikken.
Setlisten havde overvægt af numre fra bandets seneste album ‘Centipede Hz’, hvor navnlig førnævnte ‘Today’s Supernatural’, det shamanistiske åndemaneri i den groovy ‘Wide Eyed’ og den hidsigt overgearede ‘Moonjock’ talte blandt aftenens bedste stunder. Modsat gik der længere inde i settet en smule selvsving i trioen ‘Pulleys’, ‘New Town Burnout’ og ‘Monkey Riches’, hvor det musikalske lsd-trip røg lidt for langt ud i den soniske stratosfære.
Læs også: Se billeder og læs publikums reaktioner fra Animal Collective-koncerten
Publikum fik endelig lettet røven fra trappestenene til de ældre favoritter ‘Brother Sport’ og ‘Peacebone’, der fik store dele af salen til at bryde ud i dans. Således blev koncertens hovedsæt afsluttet med maner.
Efter en kortere pause vendte kvartetten dog atter tilbage til scenen, og bag trommerne kommenterede Panda Bear hvor rart det var, at publikum endelig havde rejst sig op. Afslutningsvis fik vi tre ekstranumre, heriblandt hittet ‘My Girls’, som satte punktum for en god koncert, der dog sagtens kunne have været endnu mere medrivende, hvis publikum havde løsnet hæmningernes bånd tidligere.