Animal Collective

Forud for udgivelsen af deres tiende fuldlængde har Animal Collective varslet et mere guitarorienteret album. Skrevet og indspillet under et længevarende fællesophold i hjembyen Baltimore, efter at fjerdemanden Deakin, der var fraværende under indspilningen af og turneen i kølvandet på 2009-milepælen ’Merriweather Post Pavilion’, er tilbage i folden. Men uglerne er (selvfølgelig!) ikke, hvad de ser ud til. For ganske vist har dyrekollektivet skruet ned for sampler-extravaganzaen, men oplagt luftguitarmateriale indeholder albummet altså ikke.

Albummet markerer en tilbagevenden til den organiske lyd og rastløse energi, der prægede uslebne juveler som ’Feels’ og ’Strawberry Jam’. Et på overfladen tumultarisk ’crash course’ i hektisk rablende, uforudsigelige kompositioner, der tonser frem og tilbage mellem ekstatiske skrål-med-refræner og Panda Bear og Avey Tares signaturagtige, sjælesøgende flerstemmighed. Imens guitar, synthesizer og sampler tegner udflydende arabesker, og Panda Bear utrætteligt trommer tyngde ind i de elastiske kompositioner.

Læs også: Hør Animal Collectives nye album

Er ’Centipede Hz’ ikke på højde med ’Merriweather Post Pavillion’s formfuldendte sangkonstruktioner, fungerer det til gengæld fremragende som en frisk start efter et karriere- og epokedefinerede værk. Alene den indledende mavepuster bestående af den stakåndede ’Moonjock’ og den hysterisk opkørte singleforløber ’Today’s Supernatural’ gør én ør, øm og euforisk, inden de efterfølgende ’Rosie Oh’ og ’Applesauce’ tilbyder mindre opkørte, men lige så fascinerende ekskursioner.

Og så fremdeles bølger albummet stemningsmæssigt frem og tilbage, fra svimlende sangtårne til små svalende åndehuller – og tilbage igen. Det er ikke for fastholdere og musikalske kassetænkere, men originalt som få andre nutidige bands.