Neil Young & Crazy Horse
Neil Young er en omvandrende tidsboble. Spil ‘Psychedelic Pill’, hans andet studiealbum i år og 35. i alt, efter ‘Zuma’ fra 1975 og de færreste ville bemærke den halve menneske-aldersforskel mellem de to. Backingbandet Crazy Horses nonchalant sløsede sammenspil er ganske vist lidt deres varemærke, men formen på Youngs længste album nogensinde er desværre mindre flatterende.
Ralph Molinas simple klappe-kage-trommer kan slet ikke bære den 27 minutter lange dræber af en åbner, ‘Driftin’ Back’ – en ørkenvandring mellem ligegyldig, anstrengt og mere øvelokale- end lytteværdig guitarsovs og tandløst overfladiske gammelmands-rants fra Young, eksempelvis: »I used to dig Picasso / Then the big tech giant came along / And turned him into wallpaper« og »Don’t want my mp3 […] When you hear my song now / You only get 5% / You used to get it all«.
Læs anmeldelse: Neil Young & Crazy Horse ‘Americana’
Det går bedre med de kun kvarterlange, mere sangorienterede ‘Ramada Inn’ og ‘Walk Like a Giant’, men modregn den dilettantiske produktion, hvor Billy Talbots basbidrag lyder, som var det skåret i våd bølgepap, mens guitarerne vælter ud over det hele og føromtalte tørvetriller-trommer tigger efter lyd-Viagra, potens og power – og helhedsindtrykket vakler atter.
Redningsplankerne er dobbeltalbummets korteste skæringer. Titelnummeret serveres uforklarligt i to distinkte smagsvarianter: En garagerock-udgave og en, hvor guitarerne ryger sig stratosfære-høje på phaser-pedal, ‘Born in Ontario’ og ‘Twisted Road’ er to nostalgiske rockballer i samme bredrøvede fløjlsbuksebag, og kronjuvelen ‘For the Love of Man’ er en smuk og salmeandægtig hymne til Youngs handicappede søn, Ben. Disse stumper hæver alle Youngs digre maveplasker fra at være den rene jam-jammer.